Kaffe og bananer trækker Fairtrade op
Salget af Fairtade-varer er steget med 9 pct.
I 2015 steg salget med 9 procent, og over de sidste 5 år er omsætningen af Fairtrade-produkter steget med hele 30 procent.
De mest sælgende varer er bananer og kaffe, og det er de varer, der præger den positive udvikling.
I 2015 er salget af den gule frugt er vokset med 29 procent i volumen – vel at mærke efter et år, hvor salget steg med hele 82 procent.
- Sidste sommer tog et dansk supermarked for første gang et Fairtrade-valg på vegne af sine kunder. Irma valgte udelukkende at sælge økologiske og Fairtrade-certificerede bananer. Fænomenet kaldes choice editing, og selvom det ikke er den eneste årsag til, at salget af Faitrade-bananer er steget, er det en helt vildt interessant udvikling, som vi forhåbentligt kommer til at se mere af på det danske marked, siger Jonas Giersing, direktør, Fairtrade.
Salget af kaffe er steget med 9 procent i volumen, og generelt er der fremgang inden for alle Fairtrades produktkategorier.
Bønderne og arbejderne i Fairtrade-systemet er garanteret en minimumsindtægt, og derudover tjener de en Fairtrade-bonus, som også er en af de fordele, der er ved at være en del af Fairtrade-systemet.
Bonussens størrelse er direkte forbundet med, hvor mange Fairtrade-varer de sælger. Salg af Fairtrade-varer i Danmark har samlet set genereret mere end 1.5 millioner USD i Fairtrade-bonus (svarende til mere end 11 millioner kr.). Det svarer til en stigning på hele 15 procent i forhold til 2014.